Ondt i ryggen

Mange danskere plages dagligt af rygsmerter. Tit affinder vi os med smerterne, enten i håbet om at de snart går væk, eller fordi vi tænker, at de nok bare er naturligt, fordi man bliver ældre og mere slidt. Uanset om der er tale om akutte smerter, kroniske smerter eller at du bare vil forbygge rygsmerter, så kan du få effektiv hjælp med Alexanderteknik. Du lærer at bevæge dig, sidde, stå, gå, bøje dig osv. på en bevidst og hensigtsmæssig måde. Og du lærer det så godt, at det kører på rygraden, så du resten af livet selv kan vurdere og justere måden, du bevæger dig på.

Har du akutte rygsmerter?

Vi starter med at undersøge måden du bevæger dig og står på. Typisk sker der det, at når vi har ondt, så kompenserer kroppen, f.eks. vil en person med lænderygsmerter ofte ubevidst stivne i bækkenet. Dette fastholder problemet og skal derfor ændres så hurtigt som muligt. Ved akutte rygsmerter lærer du aflastende og afspændende stillinger. Du lærer også at bruge åndedrættet smertelindrende og arbejder med sammenhængen mellem din indstilling (f.eks. bekymringer), og hvordan det påvirker kroppen og smerteniveauet.

Vil du forebygge rygsmerter?

Med Alexanderteknik kan du effektivt forebygge rygsmerter. Du lærer den naturlige kropsholdning, som du er designet til fra naturens side. Du lærer at bevæge dig efter dit sunde og naturlige bevægemønster. Dette er med til at styrke hele kroppen. Holdningsmusklerne og core musklerne styrkes, når du har en god kropsholdning og bevægemusklerne (åndedrætsmusklerne og musklerne i arme og ben) bliver frie til bevægelse. Det at kunne bære kroppen med holdningsmusklerne virker styrkende i stedet for at falde sammen og svække kroppen ved at hænge på led og ledbånd. I Alexanderteknik undervisningen vil hele din måde at bevæge dig på og din kropsholdning blive adresseret.